Multiagentsystem

Multiagentsystemer er årtier ældre end sprogmodellerne. Klassisk forskning, som Wooldridges lærebog opsummerer, studerede autonome softwareagenter, der koordinerede via eksplicitte protokoller: Contract Net Protocol (Smith, 1980) til at udbyde opgaver og modtage bud, FIPA ACL med talehandlingsperformativer som request, inform og propose samt belief-desire-intention-arkitekturer for den enkelte agent. LLM-baserede systemer genbruger ordforrådet, men koordinerer som regel i naturligt sprog, hvilket er fleksibelt, men mister den formelle semantik, der gjorde de klassiske protokoller analyserbare.

Udbredte LLM-topologier er orchestrator-worker (en ledende agent nedbryder opgaven, starter underagenter med egne prompts, værktøjer og kontekstvinduer og samler deres resultater), hierarkiske træer af supervisorer, sekventielle overdragelser, hvor kontrollen går fra én specialist til den næste, debat- eller kritikopsætninger, hvor agenter udfordrer hinandens svar, og blackboard-design, hvor agenter læser og skriver en fælles tilstand. Anthropics beskrivelse fra juni 2025 af deres researchfunktion er det mest citerede datapunkt: En orkestrator på Claude Opus 4 med underagenter på Claude Sonnet 4 klarede sig 90,2 % bedre end en enkelt Opus 4-agent i en intern researchevaluering, men multiagentkørsler brugte omkring 15 gange så mange tokens som en chat, og tokenforbruget alene forklarede omkring 80 % af variansen i ydeevne på BrowseComp. Den praktiske læsning er, at multiagentdesign primært køber ydeevne ved at bruge flere tokens parallelt, og hver underagents separate kontekstvindue fungerer som et komprimeringstrin, så arkitekturen betaler sig ved brede, paralleliserbare opgaver som research og passer ofte dårligt til tæt koblede opgaver som det meste kodearbejde, hvor underagenter gør modstridende antagelser.

Fejlanalysen modnes. Cemri et al. (2025) analyserede forløb fra syv populære frameworks og fandt 14 fejlmåder i tre kategorier: problemer med systemdesign, manglende afstemning mellem agenter (fx ignoreret input, tilbageholdt information og samtaler, der kører af sporet) og svigt i verifikationen af opgaven, herunder for tidlig afslutning. Fejl forstærker hinanden: En underagents selvsikre, men forkerte resumé bliver orkestratorens sandhed. Synkrone design går desuden i stå, mens de venter på den langsomste underagent.

Sikkerhed og drift kræver eksplicitte tillidsgrænser. Tekst, som én agent returnerer, er upålideligt input til den næste, så en prompt injection, som en browsende underagent samler op, kan brede sig opad med orkestratorens autoritet. Underagenter bør få værktøjssæt efter mindste privilegium i stedet for at arve alt, delegeringsdybde og budgetter bør have et loft, og hvert hop bør spores med korrelerede ID'er, så et output kan henføres til den agent, prompt og det værktøjskald, der skabte det. Forskellen til en agentisk arbejdsgang er, hvem der bestemmer routingen (modellen frem for fast kode); forskellen til A2A er, at A2A er en protokol på ledningsniveau, som et multiagentsystem kan bruge til at nå agenter, det ikke selv kontrollerer.