Agentisk arbejdsgang

Den skelnen, de fleste praktikere bruger i dag, stammer fra Anthropics "Building effective agents" (december 2024): workflows er systemer, hvor LLM'er og værktøjer orkestreres gennem foruddefinerede kodestier, mens agenter lader modellen selv styre sin proces og sin brug af værktøjer dynamisk. I en agentisk arbejdsgang er kontrolflowgrafen skrevet af udvikleren og kendt før afvikling; modellen udfylder knuderne. Betegnelsen bruges løst i branchen, nogle gange om alt, der indeholder en LLM-løkke, så det betaler sig at spørge, hvem der ejer beslutningen om næste trin: koden eller modellen.

Samme artikel navngiver fem tilbagevendende mønstre. Prompt chaining deler en opgave op i sekventielle kald med programmatiske kontrolpunkter imellem (fx afvises et udkast, der ikke består et tjek af længde eller skema). Routing klassificerer inputtet og sender det videre til en specialiseret prompt eller en billigere model. Parallelisering kører kald samtidig, enten ved sectioning, hvor opgaven deles i uafhængige delopgaver, eller ved voting, hvor samme opgave køres flere gange og resultaterne samles, hvilket bytter omkostning for pålidelighed. Orchestrator-workers lader en central LLM beslutte under kørsel, hvordan arbejdet deles, og evaluator-optimizer kører en generator i løkke mod en kritiker, indtil acceptkriterierne er opfyldt. De to sidste overlader allerede noget kontrol til modellen og ligger på grænsen til agenter.

At bygge en arbejdsgang ligner almindeligt arbejde med distribuerede systemer. Hvert trin bør udveksle struktureret output, der valideres mod et skema, så fejl fanges ved grænsen i stedet for at brede sig som fritekst. Trin skal have timeouts, genforsøg med backoff, idempotensnøgler til værktøjskald med sideeffekter og checkpoints, så en lang kørsel kan genoptages; motorer til durable execution og grafframeworks som LangGraph findes i høj grad af den grund. Fordi hver knude har en snæver kontrakt, kan den evalueres isoleret med sit eget testsæt, og det er den største praktiske fordel frem for frit kørende agenter, hvis forløb varierer fra kørsel til kørsel.

Arbejdsgange gør også placeringen af kontroller eksplicit. En menneske i løkken-godkendelse kan indsættes netop ved det trin, der sender e-mail eller flytter penge; upålideligt indhold kan holdes i trin uden farlige værktøjer; og omkostning og latenstid er begrænset, fordi antallet af modelkald er fast eller har et loft. Fejlmåden er stivhed: input, som designeren ikke forudså, falder igennem routinglogikken. En typisk udvikling er at starte med en kæde, tilføje routing, efterhånden som særtilfælde dukker op, og kun give agentisk selvstændighed til den delopgave, der reelt kræver åben udforskning.