Microservices

Begrebet blev samlet i James Lewis og Martin Fowlers artikel fra marts 2014, der beskrev kendetegn frem for en specifikation: opdeling i komponenter via tjenester frem for biblioteker i samme proces, organisering efter forretningsevner, produkter frem for projekter, smarte endepunkter og dumme rør, decentral styring og datahåndtering, automatiseret infrastruktur, design for fejl og evolutionært design. Grænserne mellem tjenester trækkes normalt efter bounded contexts fra domænedrevet design, og Conways lov (1968) forudsiger, at de vil afspejle teamstrukturen - derfor er stilen lige så meget et organisatorisk valg som et teknisk.

At hver tjeneste ejer sine egne data er den definerende og sværeste begrænsning. Uden en fælles database findes der ingen ACID-transaktioner på tværs af tjenester, så konsistens opnås med sagaer (en kæde af lokale transaktioner med kompenserende handlinger), transactional outbox-mønstret til at udgive hændelser atomisk sammen med tilstandsændringer, idempotente modtagere og eventuel konsistens. Kommunikationen er enten synkron (REST over HTTP, gRPC) eller asynkron (Kafka, AMQP-brokere); synkrone kæder ganger forsinkelse og fejlsandsynlighed op, fordi tilgængeligheden af en kaldsti groft sagt er produktet af tilgængeligheden for hvert led. Robusthedsmønstre - timeouts, genforsøg med eksponentiel backoff og jitter, circuit breakers, bulkheads - og distribueret sporing med W3C Trace Context, typisk via OpenTelemetry, er derfor obligatoriske og ikke valgfrie. Et system, der skal udrulles i takt, eller som deler et skema på tværs af tjenester, er en "distribueret monolit": det betaler netværkets pris uden at få uafhængigheden.

Sikkerheden skifter form i stedet for blot at vokse. Perimeterkontroller i en API-gateway håndterer nord-syd-trafikken, men øst-vest-kald mellem tjenester kræver deres egen autentificering og autorisation. NIST SP 800-204 (2019) beskriver sikkerhedsstrategier for microservices, og ledsagerne SP 800-204A og 800-204B dækker udrulning af service mesh og attributbaseret adgangskontrol i et mesh. Et service mesh som Istio eller Linkerd giver hver workload en kryptografisk identitet (ofte i SPIFFE-format), håndhæver gensidig TLS og anvender politik per rute via sidecar- eller node-proxyer. Slutbrugerens identitet videregives med signerede tokens (JWT-adgangstokens, OAuth 2.0 token exchange efter RFC 8693), så hver tjeneste selv kan håndhæve autorisation på objektniveau; gøres det ikke, opstår Broken Object Level Authorization, API1:2023 i OWASP API Security Top 10.

Microservices er en arkitekturstil og uafhængig af containere eller Kubernetes, selvom de ofte udrulles sådan. Stilen står i kontrast til en modulær monolit, der håndhæver modulgrænser inden for én udrulningsenhed og undgår netværkets fejltyper; for små teams er det ofte det bedre kompromis, og flere omtalte migreringer er gået tilbage fra microservices til færre, større tjenester.