Versionsstyring

Versionsstyring har udviklet sig i generationer. SCCS (Marc Rochkind, Bell Labs, 1972) og RCS (Walter Tichy, 1982) versionerede enkeltfiler med låsning; CVS (fra 1986) og Subversion (2000) indførte en central server med historikken for hele projekter, og med Subversion kom atomiske commits. Distribuerede systemer - BitKeeper, siden Git (skabt af Linus Torvalds i april 2005, efter at Linux-kernen havde mistet sin gratis BitKeeper-licens) og Mercurial (også 2005) - giver hver klon den fulde historik, så commits, grene og fletninger bliver lokale operationer. Git er i dag de facto-standarden, hostet på platforme som GitHub, GitLab, Bitbucket og Azure DevOps, der lægger pull requests, gennemgange og adgangskontrol ovenpå.

Kernen i Git er et indholdsadresseret objektlager. En blob rummer filindhold, et tree kobler navne og tilstande til blobs og undertræer, et commit peger på ét tree, nul eller flere forældre-commits, identiteter for author og committer med tidsstempler samt en besked; et annoteret tag peger på et objekt med egne metadata. Hvert objekts ID er hashen af dets indhold, historisk SHA-1 (hærdet med kollisionsdetektion efter SHAttered-kollisionen i 2017), og et SHA-256-objektformat har været tilgængeligt siden Git 2.29, men bruges stadig kun lidt på grund af begrænset interoperabilitet. Fordi hvert commit hasher sine forældre, danner historikken en Merkle-DAG: ændres et gammelt commit, ændres ID'et for alle efterkommere, så manipulation bliver synlig for alle, der kender de tidligere ID'er. Grene og tags er blot navngivne refs; fletning bruger en trevejsfletning mod den fælles forfader, mens rebase omskriver commits og dermed deres ID'er.

Hashkæden beviser integritet, ikke forfatterskab: felterne author og committer er fritekst, som enhver kan sætte. Signerede commits og tags (OpenPGP, SSH-nøgler siden Git 2.34 eller X.509 og Sigstores gitsign) binder et commit til en nøgle, og hostingplatforme kan kræve verificerede signaturer på beskyttede grene. Andre kontroller er grenbeskyttelse med krævede gennemgange og statustjek, forbud mod force-push, CODEOWNERS-filer, der sender ændringer til ansvarlige reviewere, og MFA eller hardwarenøgler for konti med skriveadgang. NIST SSDF-praksis PS.1 beder producenter beskytte alle former for kode mod uautoriseret adgang og manipulation, og SLSA's Source-spor fastlægger niveauer for sådanne garantier.

En hyppig fejl er committede hemmeligheder: sletter man filen i et nyt commit, ligger legitimationsoplysningen stadig i historikken og i alle kloner og forks, så den skal udskiftes, og omskrivning af historikken (git filter-repo) er kun en sekundær oprydning. Versionsstyring adskiller sig fra backup, der gendanner en tilstand, men ikke rummer en gennemgået ændringshistorik, og fra GitOps, der bruger et repository som den operationelle sandhedskilde og ikke blot som et register over ændringer.